Udbringning af gylle
Fra 1. februar er det ifølge husdyrgødningsbekendtgørelsen igen tilladt at køre gylle ud på markerne efter vinteren.
Vinteren i år er usædvanlig, fordi mange marker er dækket af sne, og fordi der er dyb frost i jorden. Det betyder, at der på mange arealer er ekstra stor risiko for, at gylle udbragt på nuværende tidspunkt vil strømme til vandmiljøet, når det begynder at tø. På sådanne arealer er det p.t. ikke tilladt at udbringe gylle. Man bør normalt ikke udbringe gylle på frossen jord.
Udbringning af gylle under de nuværende forhold vil ikke alene øge risikoen for en forurening af vandmiljøet, men vil også medføre en dårligere udnyttelse af gyllens kvælstof.
Indtil 1993 var det forbudt at køre gylle ud på frossen, ubevokset jord. Men nu siger reglerne, at det gerne må køres ud på sådanne marker - hvis det vel at mærke er muligt at pløje gyllen ned inden for seks timer. På bevoksede marker gælder kravet om nedpløjning ikke. Men under alle omstændigheder må udbringningen ikke ske på en måde, så gyllen kan løbe væk fra marken.
For landmændene kan der være flere fordele ved at køre gyllen ud. For det første kan maskinerne køre på markerne uden at beskadige jorden. For det andet er der en meget lav ammoniakfordampning fra gyllen. Og for det tredje er der færre lugtgener.